Skip to content

Krise og vanetænkning.

350px-Standard_deviation_diagram.svg.png

Enhver krise har en psykologisk side. Således også den nuværende økonomiske krise, som er ved at være igennem første fase: Benægtelsen. Statsministeren kaldte for 3 uger siden aktiemarkedet for ‘hysterisk’ og finansministeren har gentagne gange sagt, at den danske økonomi er stærk og ikke i krise. Alt imens George Bush har sagt D-ordet, “depression er en trussel”, og den svenske finansminister Anders Borg råber og skriger til de svenske banker om at låne penge ud til virksomheder og private for dermed at søge at undgå d-scenariet. Nu er vi så ved at ankomme i anden fase herhjemme: The blame game. Hvem har skylden? Hvorfor så ingen den økonomiske tsunami i tide og reagerede på den? I dagens Information er det universitetsøkonomerne som skylder skylden på politikerne. Som i sin tur skylder skylden på de andre, de fremmede: Krisen er kommet til os udefra.

På et eller andet tidspunkt sker der det i den psykologiske bearbejdning af krisen, at vi når til bruddet med vanetænkningen, som vi er i nu (”det er de andres skyld”, “vi er dygtige og professionelle, “vi bedriver rettidig omhu”, etc): Hvad skal gøres anderledes, hvordan skal vi tænke nyt?

Mit bud er, at vi kommer til at tænke nyt om det at forholde os til vores fremtid og dermed tænke nyt om vores aktuelle risici.

Et eksempel: Alle kloge økonomer fra Danske Banks Peter Straarup over Jyske Banks Anders Dam til Lars Løkke og Anders Fogh har samstemmende udtalt, at de er blevet overrasket over den finansielle krises styrke og udbredelse. Ingen havde for et år siden forventet, at de amerikanske subprimelån og mistillid mellem banker i dag ville være en del af et billede, hvori verdens aktieværdier er faldet med ca 50%. Og stadig falder. Ligesom ildebrande opstår de mest uforudsete steder, som fx i de danske realkreditobligationer for et par uger siden. Ingen havde troet, at det oprindeligt lokalt amerikanske låneproblem kunne blive en del af et billede, hvori indgår en verdensomspændende recession og en reel risiko for det, der er værre.

Når ingen havde forestillet sig det, så er det fordi, der også her er et stykke oplevelsesøkonomi på spil. Om end det ikke kaldes for oplevelsesøkonomi sådan for alvor. Her kaldes det for risikoanalyse, value at risk. Value at risk er finansverdenens måde at vurdere risici på. Value at risk er et udtryk for, hvor meget nogle værdier, fx en portefølge af obligationer, kan risikere at falde over en bestemt periode under bestemte sandsynligheder. Disse sandsynligheder bygger på læringer af historien: Gennem de sidste 100 år er tingene gået sådan-og-sådan, altså kan vi lave en normalfordeling af begivenhederne og sætte nogle sandsynligheder for fremtidig adfærd. Hvis en bank fortæller, at dens egenkapital, som er placeret i realkreditobligationer, har en value at risk på 100 mio kr med 95% sandsynlighed, så betyder det, at banken forventer max at kunne tabe 100 mio kr under normale markedsomstændigheder. 95% er meget. Og så længe virkeligheden opfører sig ‘normalt’, så er det også en meget sikker margin. Men der er altså også de sidste 5% – de tynde ender i normalfordelingskurven. Value at risk på 95% siger også, at der er 5% sandsynlighed for at banken vil tabe mere end 100 mio kr. Men hvor meget mere end 100 mio kr, kan value at risk tankegangen ikke sige noget om. Det kan være 1000 gange mere – value at risk kan intet sige om det. De tynde haler kan være tykke, desværre.

Når dette årtis historie skal skrives, så bliver det svært at tage normalfordelingen frem. For en liden tue, subprimelån i USA, satte en domino-effekt igang i hele verdens økonomi som ikke har set sin lige nogensinde. Hobbykniv-bevæbnede islamister kaprede flere rutefly, styrtede World Trade Center i grus og gjorde Danmark til krigsnation. Nogle ret dårlige tegninger i en dansk provinsavis satte ild i Mellemøsten – og gjorde os til terrormål. Og lige nu er det halvnøgne afrikanere i speedbåde, som kaprer gigantiske tankskibe og tvinger resten af verden til at lægge skibsruterne syd om Afrika. Ingen af disse begivenheder var ventede. Vi var ikke forberedte, for så havde vi gjort noget i tide. Og når vi ikke er forberedte så skyldes det (mindst) to ting: At vores vanetænkning, som har skabt de aktuelle successer, vi har opnået, ikke også formår at være forandringsparat og tænke det utænkelige. Og at verden udvikler sig på måder, som ikke er logiske konsekvenser af historien og derfor stritter mod at blive forstået inden for en normalfordeling og dens tynde haler.

Hvis vi skal lære noget nyt af dette årti, så er det, at uforudsigelighederne har været hyppigere og halerne tykkere, end vi tænkte. Og har haft langt større indflydelse på vores liv, end vi kunne have forudset dengang i 1999. Og det skal vi se at få lært at tænke over.

{ 2 } Comments

  1. Brian Andersen | 2008/11/20 at | Permalink

    Så må næste bogprojekt uundgåeligt være “The Long (Thick) Tail” – en blanding a new economy og risikoanalyse? ;)

    Det bliver iøvrigt interessant at se hvilken fortælling om finanskrisen der bliver den dominerende, når vi engang når udover den benægtelse og vanetænkning du omtaler her. Hvis historien om de grådige banker bliv ved med at dominere, så må det unægteligt føre til en seriøs forandring af de risikoprofiler du omtaler.

    Det er i grunden ufatteligt så lidt fleksibilitet og jordnærhed aktie- og finansmarkedet udviser overfor “halvnøgne hobbyknivsentuisiaster” i sammenligning med de mange milliarder der dagligt skifter hænder.

  2. Claus Buhl | 2008/11/21 at | Permalink

    Ja, den bog mangler, om end Nassem Taleb’s Fooled by Randomness er et forsøg i den retning. I den bog har han en beslægtet pointe til den særlige form for risikoanalyse, som finansverdenen bygger på. Nemlig at optimeringer leder til konsolideringer – og at disse konsolideringer (globale banker samt regionale bankers aktieandele og øvrige engagementer i de globale banker) vil øge ustabiliteten i det finansielle system. Det er bl.a. det, vi ser udspillet for vores øjne hver dag – og som value at risk og normalfordelingernes tynde haler ikke er i stand til at tage højde for.