Skip to content

Skolen – nu med succes.

Hatten af igen for TV2s aktionsjournalistiske program Skolen, som igår viste, at det relativt enkle greb med at tage udgangspunkt i elevernes læringsstile snarere end lærernes egne undervisningspræferencer giver et tydeligt løft i det faglige niveau på ganske kort tid.

Men jeg kan ikke lade være med at være ked af den unge 14-årige pige, som igår sagde: Jeg kan ikke finde noget, jeg er god til.

Det er simpelthen ikke i orden, at vi har et skolesystem, som i den grad hiver selvtillid ud af børnene. For alle har et eller andet talent. Det er ganske enkelt et for snævert talent- og egnethedsbegreb, som skolesystemet hylder. Pigen her i programmet er god til at ride – så god at hun vinder konkurrencer i dressurridning. Men hun – og skolesystemet – er ikke i stand til at anerkende det på linie med de skolefaglige fag. Det er vi nødt til at ændre på, for Danmark har brug for unge med selvtillid til, at de har noget at byde på. Og det kan godt være, at du og jeg ikke kan se, hvad talent for dressurridning skal kunne bruges til. Men det er der andre, der kan.

Hvordan kan vi ændre på det – for læringsstil-revolutionen er jo rettet mod de almindelige skolefag. Der er mindst tre veje at gå nu og her:

1. Den første er at indføre almen anerkendelse af talenter. Om det så er talent for at analysere noveller, for at danse eller for at styre en hest i dressurridning. Den anerkendelse kan gøres på 117 forskellige måder. Lige fra talentshows, elevpræsentationer og auditions på skolen over at lave præsentationsfilm af skolen, hvor alle mulige talenter synliggøres på linie med hinanden, til at fejre weekendens triumfer i ridning/kajakroning/korsang/etc på mandagens morgensamling.

2. Den anden er at bruge de skole-eksterne talent-felter i undervisningen. Der er masser af matematik-guf i at designe en ridebane, masser af biologi i at tilrettelægge en diæt til en konkurrencehest og udregne dens CO2-udslip, masser af sproganalyse i at kigge på rytterfolkets særlige sprog. Her ville den 14-årige pige gå fra at være skole-svag til at være en ekspert, en uundværlig kilde, en skolen ikke kan undvære.

3. Den tredie vej er åbne skolen op for omverdenen. Hvis der nu pine-død skal være det forløb om ridning og lærerne ikke ved noget om ridning selv, så slå dørene op til dem, som ved og kan. Inviter dem ind. Gør det til en selvfølgelighed, at lokalsamfundet også deltager i skolen. Lad lærerne være eksperter i pædagogik og i at kunne se de skolefaglige muligheder i casene fra virkeligheden. Men lad virkeligheden komme ind og lad eleverne opdage, at alle mulige mennesker med alle mulige talenter (og mangler og fejl) har noget at byde på ude i samfundet. Giv eleverne en chance for at opdage deres eget talent ved at de genkender det i andre.

Det er bare om at komme igang.

{ 4 } Comments

  1. michael Hirslund | 2008/09/13 at | Permalink

    Jeg mener, det er en udemærket ide med et rimeligt potentiale, at anvende de skole-eksterne talenter i undervisningen, men er der ikke et problem i relation til ride-pigen, som ikke er boglig stærk? Hun kan udføre dressurridning til den store guldmedalje, men er hverken god til læsning eller matematik og formentlig heller ikke til faget biologi, som defineret i folkeskole-diskursen. Hvis hun ikke kan læse og ikke kan regne, hvordan skal hun så designe en ridebane udfra matematiske principper? tilrettelægge en biologisk diæt til konkurrencehesten? Udregne dens CO2-udslip? mm.

    Er det endvidere ikke meget idealistisk at antage, at omverden har ressourcer til / gider involvere sig i folkeskolen, når man sammenligner med, hvor uvillige erhvervslivet er til at involvere sig i undervisningen på universiteterne, som ultimativt fungerer som rekruteringsbase for organisationer der mangler arbejdskraft en masse.

    Jeg har derudover den opfattelse, at folkeskolen er en institution, der skal give eleverne mulighed for at tilegne sig en viden, der gør, at de kan begå sig i samfundet og vel er samfundet i hastig forandring, men såvidt jeg kan se, er hverken korsang eller ridning nødvendige egenskaber for at kunne begå sig i samfundet. Desuden er sådanne aktiviteter vel omfattet af fag som musik og idræt?

    Alt i alt er det fint at give eleverne en opfattelse af at de er talentfulde og herigennem opbygge en selvtillid, som formentlig sætter dem i stand til at angribe de traditionelle fag på ny, men bør folkeskolen virkelig undervise i alle mulige alternative egenskaber? Og er det virkelig folkeskolens opgave at udvikle elevers mere eller mindre alternative talenter? Er det ikke snarere forældrenes opgave?

  2. Claus Buhl | 2008/09/13 at | Permalink

    Ad 1, pigen er ikke boglig stærk.
    Nej, men hun bliver bedre takket være læringsstilene. Men frem for alt skal vi ikke allesammen kunne det samme. Vi skal derimod kunne samarbejde med andre med andre kompetencer. Og mon ikke de praktiske erfaringer og reflektioner over en ridebanes indretning, en hests strabadser, etc vil gøre matematikken og biologien mere interessant, mere relevant, mere levende og mere perspektivrig for alle eleverne?

    Ad 2, det uvillige erhvervsliv.
    Jeg kan ikke genkende beskrivelsen. Tværtimod. Men jeg kender til gengæld en masse skolefolk og universitetsfolk, som ikke kunne få sig selv til at ringe til en forælder eller en virksomhed for at lave et læringsprojekt sammen med dem.

    Ad 3, de nødvendige kompetencer.
    Jeg mener skolesystemet er til for at den enkelte kan opdage sine naturlige talenter, kan få anerkendt deres værdi og få en chance for at udvikle dem. Derudover skal de også lære en masse andet, selvfølgelig. Men at tro, at det er de traditionelle skolefag, som vil være karrierefremmende, er for snævert. Eller tro, at korsang kun kvalificerer til mere korsang – korsang indeholder ledelse, samarbejde, empati, lydhørhed og en masse andet, som samfundet har brug for. Og som man ikke nødvendigvis lærer ved at analyse noveller i dansk.

    Ad 4, traditionelle fag vs alternative fag.
    Frem mod 2025 vil der være flere med en videregående uddannelse i live i verden end der har været folk med videregående uddannelse sammenlagt i hele historien. At være uddannet bliver et massefænomen i en verden, der deler mere og mere arbejde mellem sig. Kina og Indien uddanner frem mod 2010 1 mio ingeniører om året. Danmark uddanner på et godt år 4.000. En indisk ingeniør er ikke dummere eller udygtigere. Men meget, meget billigere. Derfor sker der en stadig outsourcing af arbejdsopgaver, der bygger på klassiske skolefærdigheder. Og derfor skal vi netop nu ikke være karrige med vores talenter, men i stedet se på dem som fremtidige udviklingsmuligheder. – Dem, der sad bagerst i min klasse strikkede hele tiden, mens de dygtige lavede deres matematik. Vi regnede ikke de strikkende for noget særligt. Men deres evner udgør idag kernen i Danmarks 4. største industri, modeindustrien.

  3. michael Hirslund | 2008/09/13 at | Permalink

    Jeg vil medgive, at selv modetøj består af en række funktionelle egenskaber, som blandt andet relaterer sig til uldens kvalitet, mønstret, farven og formens æstetiske skønhed etc. Jeg forestiller mig dog, at de mennesker der arbejder i modebranchen/modeindustrien langt fra vil nikke genkende til strikning som modebranchen/industriens kerne. Snarere forestiller jeg mig, at de regner kreativitet, design, markedsføring og overførsel af kulturel betydning til de enkelte brands som kernen og selvom det at kunne strikke medgiveligt er et talent, så er problemstilling med DK kontra verden vel den samme? Hvor mange indere er ikke i stand til at strikke, eller ville kunne lære dette “talent”?

    Jeg medgiver endvidere, at novelleanalyse ikke lærer eleverne meget om ledelse, samarbejde, empati etc, men det er der så tilgengæld andre fag der gør. F.eks. hjemmekundskab, musik, idræt og formning. For slet ikke at nævne elevernes interaktion i frikvartererne.

    Hvad angår de praktiske erfaringer / reflektioner over hesteprojektet, så er det rigitig nok, at det kan gøre undervisningen mere interessant, men da kun såfremt man har en interesse i heste. Ridepigen ville formentlig “stejle”, såfremt hun ugen efter skulle tilrettelægge kostplaner for et fodboldhold, designe en sweater eller lære at skrue en motor sammen.

    Ville det ikke være mere nærliggende at lade folkeskolen og SFO’erne smelte sammen og overtage det amerikanske skolesystems mulighed for at følge dels skolefag og dels såkaldte ekstra aktiviteter (f.eks. sport, debatklub, korsang etc.) efter elevernes egen interesse? For selvom alle talenter er vigtige er de mere alternative talenter vel ikke pludselig blevet mere vigtige, end de der hidtil har været forbundet med folkeskolen?

  4. Frank Calberg | 2008/09/14 at | Permalink

    Claus, i dit interessante oplæg til denne posting skriver du bl.a. følgende:

    ”Der er masser af matematik-guf i at designe en ridebane, masser af biologi i at tilrettelægge en diæt til en konkurrencehest og udregne dens CO2-udslip, masser af sproganalyse i at kigge på rytterfolkets særlige sprog. Her ville den 14-årige pige gå fra at være skole-svag til at være en ekspert .”

    Godt input at relatere arbejdet med de enkelte fag til de enkelte elevers interesser.

    Hvis hun bruger f.eks. sin blog og/eller http://docs.google.com/ kan hun tage sin LapTop med ud til ridecentret og arbejde med f.eks. de opgaver, du nævner ovenfor – samt direkte over Internet løbende få input fra lærere, andre elever og/eller helt andre mennesker overalt i verden.

    Hun kan eventuelt senere lave et oplæg ved et seminar – på ridecentret eller på skolen – og undervise de, der er interesserede. Ved dette seminar kunne også mennesker, der arbejder for virksomheder, som laver udstyr til heste deltage, ridebaner mv. deltage for at lære mere om, hvordan dressurryttere arbejder.

{ 1 } Trackback

  1. [...] TV 2’s programserie “Skolen” har fået en hel del omtale rundt omkring. Også i diverse blogs, hvor bl.a. Claus Buhl og Lars Kolind begejstret har skrevet om konceptet med at fokusere på individuelle læringsstile fremfor at bruge alle kræfterne på at tvinge børnene ind i en indlæringsmodel beskrevet centralt. [...]