Skip to content

Forstyr os ikke – vi driver et museum.

Der er simpelthen ikke noget mere kedeligt end museer. Og ikke noget mere selvhøjtideligt end museumsfolk. Jo, måske præster i folkekirken. I begge tilfælde er det altid vores (brugernes) skyld, når vi ikke kommer og fylder i deres huse. Tag fx Aros, som i år har det dårligste besøgstal nogensinde. Det skyldes iflg Aros’ kommunikationschef Bjarne Bækgaard, at

Det 21. århundredes kunst kan være svært tilgængeligt for mange, og at der kan være udstillinger, der kræver af publikum, at det er villig til at lade sig udfordre.

Come on. Vi har et liv herude på den anden side af museumsvæggen. Vi spiser udfordringer til morgenmad. Vi lever i en verden, der forandrer sig hver eneste dag, og hvor traditionelle svar afvikles om ørerne på os. Vi går ikke og er bange for kranier med diamanter på eller for uforståelige videoklip. Den almindelige kunstinteresse er stigende. Selv en førsteårsstuderende på Kunstakademiet kan sælge sine ting til rigtige penge.

Problemet er, at de fleste museer og udstillinger slet ikke udfordrer. Det er bare ikke nok at et billede hænger på en væg med en lille forklar-mig-seddel nede i venstre hjørne. Eller at 117 objekter er stillet op ved siden af hinanden. Jo, omvisningen kl 15 er en udfordring – at komme til, for vi er på arbejde.

Museerne trænger i den grad til at holde op med at producere udstillinger. Og begynde at producere oplevelser. Det kræver imidlertid, at man tager udgangspunkt i brugerne. I det, man ved om dem. Og i det, man vil gøre med dem.

Men hvordan mon det ligger med kendskabet til os herude hos dem derinde; findes der fx et dansk museum, som har en marketingafdeling til at tage sig af den slags viden? Nej da, for de mennesker, der ikke vil udfordres, er ikke herude blandt os andre. De er inde på museerne og vil ikke forstyrres. Det er vel også derfor, de lukker deres museum kl 17, når vi andre får fri. Og holder lukket mandag, når folk, der arbejder i weekenden, har deres normale fridag.

{ 9 } Comments

  1. Grane Steinrud | 2007/12/18 at | Permalink

    Hej Claus

    Ja, spændende, og måske fordi det museerne tilbyder mangler indhold – betydning i sig selv, og ikke bare er form og varm luft, for vi vil jo gerne udfordres og opleve noget.

    Det kræver bare, at der er noget at opleve. Som så ikke er gemt og lukke inde, når almenheden har mulighed for at se det. Det behøver ikke at blive til Disneyland, men fokusere på den gode kunsts menneskelige relevans og indsigt – præcis den samme som kan trække folk til museet – det er så forunderligt, at det kan være så svært at skabe noget vedkommende.

  2. Claus Dahl | 2007/12/18 at | Permalink

    Du har sikkert ret – bare ikke lige om Aros, som netop udmærker sig ved at museumsrummet er så fint integreret med byrummet og åbent overfor den forbipasserende, der endda kan rage sig en kunst freebie til sig i form af Ron Muecks “Boy”.
    Og også i gallerierne klarer sig flot med meget levende og oplevede opsætninger.
    Om noget har Aros udmærket sig ved at gøre det modsatte, nemlig ved at lave så meget sjov og ballade at de sådan set slet ikke viste kunst, men f.eks. formel 1 biler.
    Og så bliver problemet næsten det modsatten: Museet lærer selv brugerne at kunsten er det kedelige ind i mellem de “sjove” udstillinger med mad og biler.

  3. Claus Buhl | 2007/12/18 at | Permalink

    Jeg ved godt, at det ligger lige for at tænke at det modsatte af kedelige ophængninger af malerier er sjove, placeringer af ikke-kunst, som biler. Og at det må være vejen frem for museerne. Besøgstallene tyder jo på det. Og at kunst skal være kedeligt, fordi omverdenen er tivoliseret. Synspunktet er helt legitimt, jeg synes bare det ofte er båret af en foragt for oplevelsen som fænomen.

    Jeg kunne godt tænke mig, at museerne i højere grad arbejdede med deres egne materialer på nye, oplevelsesorienterede måder. Oplevelsen kan sagtens være kunst i sig selv. Som fx da Robert Wilson lavede ‘Anna didnt come home that night’ på Kunstindustrimuseet med dets rum og værker. Aldrig har en Winsor-stol (og en aften-vandring på et museum) været så interessant og vedkommende.

  4. Claus Dahl | 2007/12/18 at | Permalink

    Hvis vi tager kunstmuseerne, så er det jo lige præcis det de gør: Nye rum, der giver kunsten nye muligheder. Ordrupgaard, Statens, Aros – Louisiana har desværre ikke fået nogen nye oplevelser ud af den store investering, men kun bedre forhold for værkerne, sårn rent klima- og sikkerhedsmæssigt.

  5. Claus Buhl | 2007/12/18 at | Permalink

    Jeg ved sgu ikke rigtig. Får kunsten virkelig nye muligheder af at komme ind i moderne arkitektur? Måske på samme måde, som en koncertsal kan give nye klangmuligheder til bestemt slags musik. Men når det er sagt, så synes jeg at megen ny museumsarkitektur er anmassende og ureflekteret ift til det, der skal være indeni. Og med vilje fra bygherrerne: Museer har altid skullet vise sig. På den måde får kunsten ikke nye muligheder, men bliver blot genindsat i sin klassiske, klassemæssige sammenhæng. Dén, hvor man får et spark over benet, hvis man siger at Arken er grim og væmmelig at være i.

  6. Frank Calberg | 2007/12/18 at | Permalink

    Claus B., du nævner mht. museer og kirker, at det ”altid er vores (brugernes) skyld, når vi ikke kommer og fylder i deres huse”. Hvad er, som du vurderer det, de bagvedliggende grunde til denne indstilling? På forhånd tak for din feedback.

  7. Trine-Maria | 2007/12/22 at | Permalink

    Dostojevki sagde noget i retning af:

    ‘Hvis de omkring dig ikke vil lytte til dig, må du falde på knæ og bede om tilgivelse, for skylden er i sandhed din’

    Så måske man bare skal begynde at sige noget interessant? – jeg kan da ikke huske, at jeg har set Aros larme med noget relevant i mit synsfelt i år – og jeg er da i Århus 10 gange om året – og måske 5 gange med overnatning og et par timer til overs til kultur :-)

  8. Claus Dahl | 2007/12/23 at | Permalink

    Måske skulle Ordrupgaard ikke have været med i listen, men Aros og udbygningen af Statens Museum for Kunst har uden tvivl som hensigt at løsne op for gallerioplevelsen og lade kunsten blande sig mere med tilhørerne og rummet udenfor, kvaliteter Louisiana altid har stået for. Det synes jeg er genuin imødekommenhed.

  9. Frank Calberg | 2008/01/10 at | Permalink

    Hej igen!

    Her
    er lidt mere inspiration til det videre arbejde. Se ikke mindst kommentarerne til blogposten.