Se engang her:

Lad os sige at diagrammet her beskriver salget af et sortiment. Ud af den vandrette akse ser vi salget af forskellige øltyper/musiknumre/bogtitler. Ud af den lodrette akse ser vi afsætningsvolumen. Der er Harry Potter til venstre og Det lærende Brand længere ud til højre. Det er Madonna til venstre og Labi Siffre til højre. Det er Tuborgs pilsner til venstre og Ølfabrikkens barley wine til højre.
Og her kunne historien så ende. Fordi det er historien om, hvordan supermarkeder vælger hvilke produkter, der skal stå på hylderne og hvordan boghandlere vælger hvilke bøger, de vil ligge inde med. Det mest salgbare får mest plads, det sjældnere glider ud. Den laveste fællesnævner sejrer. Og det er jo sådan set rigtig nok, hvis du i dag tager en tur i et dansk supermarked eller i en gennemsnitlig dansk boghandel eller pladeforretning. Men det er ikke rigtigt, når man ser på, hvordan verden er ved at forandre sig.
For et stykke tid siden fandt jeg i The Economist følgende interessante tal: At en trediedel af Amazons bogsalg kommer fra den del af sortimentet, der ligger ud over de 130.000 bedst sælgende titler. Der er altså penge i det mærkelige. Mange penge. Faktisk er det sådan, at Amazon tjener mere på den samlede gule hale end på de samlede røde hits.
For at kunne profitere på det mærkelige og det upopulære kræver det selvfølgelig at man, modsat Brugsen, Fona og Gad, ikke har problemer med at lagre og distribuere de mange mærkelige produkter. Det problem er der imidlertid ikke, hvis man kan løse lagerproblematikken og distributionen, som Amazon har gjort det. Eller som Årstiderne gør det. Og det er der heller ikke, hvis varen kan leveres elektronisk: Som musik (og lige om lidt film) via iTunes, eller som viden, fx i form af blogs.
Du har sikkert købt en masse både fra Amazon og fra iTunes, gætter jeg på. Og du har formentlig ikke alene købt mainstream titler, men også nogle, som kun du og få andre kender til. Vi er ikke mange, der hører Labi Siffre (måske med god grund), men vi er mange der tilsammen laver en fantastisk forretning for Amazon og iTunes, når de giver os mulighed for at vælge det ‘der lige er os’. Og hjælper os med det: Uanset hvor mangfoldigt og mærkeligt, det så end er, så er der altid “costumers who bought this title also bought XYZ”
Den lange gule hale i diagrammet er i den gamle økonomi et udtryk for varenumre, man skulle skille sig af med. Idag er den udtryk for at fremtidens profitabilitet ligger i det mærkelige, i nicherne. For der sker nemlig det, at jo mere vi som forbrugere oplever glæden ved at købe ind i en niche, jo mere niche-orienterede vil vi blive, fordi vi kan få tilfredsstillet vores individualitet. Til Labi Siffre hører øl fra Ølfabrikken, laks fra Daniel Letz, custumized sko fra Nike. Hits som Harry Potter vil blive mere sjældne. Gamle fælles-kultur-brands som Tuborg vil mindske deres markedsandel.
Der bliver flere og flere penge i det mærkelige. Hos Amazon og iTunes er det samlede salg i den gule hale mere profitabelt end det samlede røde hit-salg. Den samme økonomiske historie kan du finde hos Ebay, som lever fantastisk af netop efterspørgslen på mærkværdigheder. Hos Dell og deres costumized computere. Og hos Google, som tjener kassen på at sælge reklameplads på alle mulige, og især umulige sites.
Verden forandrer sig lige nu. Mine venner i San Francisco fortæller mig, at venture kapitalisterne nu alle kræver, at der skal være en yellow-tail/long-tail dimension i virksomhedernes forretningsplaner, for at de vil investere i dem. For fremtidens succesfulde virksomheder er dem, som ikke interesserer sig for den laveste fællesnævner, men for hvordan man kan knytte mange forskellige nicher sammen, levere høj kvalitet og tjene mange penge samtidig. Fremtiden bliver meget mere DR2sk og P1sk end den bliver TV3sk og P3sk.
Spændende, ik. Du kan læse mere om de økonomiske aspekter i long tails i denne wiki, samt på Wireds chefredaktør Chris Andersons blog, der er fuld af forarbejder til hans kommende bog The Long Tail – Why the future of business is selling less of more.




Post a Comment