Hvad laver en musiker? Han laver musik. Som han spiller ind på plade (harddisk, vist i vore dage), og som han får penge for. Not so, hvis musikeren spiller i Radiohead. Så tjener han ingenting, for han forærer sin musik væk.
Sådan må regnskabsfolkene i musikbranchen tænke ved at Radioheads nye album frit kan downloades på Radioheads hjemmeside. Og hvor prisen for albummet er op til dig. Du kan betale de almindelige 10 pund. Eller 2. Eller slet ingenting. Det er op til dig. Til gengæld kan du få lov til at betale 40 pund for en særlig box-udgave af det nye album, hvis du er i det humør.
Der er tilsyneladende ingen hoved og hale i det. Men det er der. Hale altså. For i long tail nicheøkonomien afgøres et produkts værdi af deltagerne i nichen. Økonomi er en del af den respekt, man giver til de andre deltagere. Som fx de bands, der har appel i nichen. Det er derfor, at 80.000 danskere gav kassen for at se Madonna på en pløjemark i Horsens. For bl.a. at sige tak for alt det, hun har givet dem. Det er derfor, at Aske Bentzons Badminton-plade står til 800 kr i brugtplade-forretningerne. Pris er ikke kun et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Pris er også en symbolsk, kommunikativ gestus fra køberens side.
Mit bud er derfor, at mængden af nassere, der ikke vil betale for at downloade det nye Radiohead-album, vil blive overgået af folk, som gerne vil vise deres respekt ved at betale det, pladen er værd for dem. Fordi de er en del af den periferi, af den niche, som Radiohead også er i. Verden er en centrifuge, og det er om at holde sammen med dem, der er sammen med én. Radioheads forsøg på at lave en ny forretningsmodel i musikindustrien er at sætte lid til værdierne i P2P. Og et interessant forsøg på at distancere sig fra den musikindustri, som har truet alle sine forbrugere med bål og brand og ruinerende retsager.
{ 3 } Comments
Tor Nørretranders beskriver fænomenet ganske godt i både “Det generøse menneske” og “Civilisation 2.0″
Selv har jeg oplevet det på egen krop på et spillested i Dublin, hvor man først betalte entre når man gik og man selv bestemte hvor meget koncerten var værd. Ejeren fortalte at hans entreomsætning var steget 30% siden han havde indført dette princip.
Der er selvfølgelig også den vinkel, at i den elektroniske tidsalder behøver et band ikke et forlag, med mindre forlaget ‘ejer’ forbrugerne, skaber trendsene og har patent på markedsføringsevnen. Hvilket præcis er det, pladeselskaber ikke har idag. For musikere har plader (målt i musikernes indtjening) jo altid kun været 10-15% af udsalgsprisen værd. Så selv beskedne beløb for at downloade Radiohead kan svare til det, de alligevel kunne have tjent i et tradionelt set up.
Og så slipper man også for at sagsøge sine fans
Post a Comment