Idag begynder Google og YouTube at putte reklamer på YouTube-videoer. Det bliver endnu et dræn i de traditionelle mediers annoncekronekasser. Ikke alene fordi der er masser, der ser videoer på YouTube. Men fordi der er endnu flere, som viser YouTube-videoer på deres sites. På blogs, fx. I horisonten (jeg kan nemlig ikke se, om den er med i pakken fra idag) er der dermed en forretningsmodel parallel med klik-penge for Google-ads på din hjemmeside. Nemlig pay-per-view af YouTube-videoer med reklameindledninger.
The times are a changing: I forgårs blev det nemt og gratis for folk og grupper at blive deres egne publicister på nettet. I går kunne man tjene lidt håndører på Google-ads på sit site. I morgen bliver tilrettelæggelse af reklameindtægter en del af folks eget brug af de sociale medier. Eller hvad tror du?
{ 3 } Comments
Ja, det er klart, at annoncekronerne flytter sig mere og mere væk fra de traditionelle medier, selv om det endnu er små beløb i forhold til, hvad der bruges på print og TV, men det vil ændre sig:
With 51 million users in June, according to Nielsen/NetRatings, YouTube now attracts an audience that is larger than the combined audiences of its three nearest competitors, MySpace, AOL and Yahoo. Its adoption of overlay ads for online video could turn the format into an industry standard, advertising executives said. The video ad market, which is expected to nearly double from last year to $775 million, has been projected to grow to $4.3 billion by 2011, according to eMarketer, a research firm.
Det fører så tilbage til den interessante diskussion, du tidligere gav bolden op til, Claus, om fremtiden for omnibus-aviser, in casu de danske, særligt Politiken.
Hele konceptet om en omnibus-avis = et fysisk medium, der bringer alle nyheder til alle, inden for et givet sprogområde, og med en produktionstid på 24 timer, er i dag ren arkæologi.
Aviser til fortsat findes, men som niche-prægede luksus produkter for dem, der (som jeg selv og sikkert også dig) elsker duften af tryksværte og den taktile følelse af knitrende papir. De vil eksistere i små oplag, til gengæld vil de være dyre, men “aficionados” vil efterspørge dem. Eksempel: Vi er villige til at betale en høj pris for The Economist, fordi vi efterspørger vinklingen, indholdsprioriteringen og ideologien.
De landsdækkende avisers tid er selvfølgelig forbi, men de kan stadig gøres til gode business models, hvis de produktudvikler sig (og for første gang) laver ordentlige markedsanalyser, så de rammer deres kunders behov. Politiken, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten kan sagtens trives med et oplag hver på 30.000, høj abonnementspris, få reklamer, halvdelen af medarbejderne, men til gengæld med et fintunet indhold, der zoomer direkte ind på de kunder, der vil efterspørge netop dette produkt.
Men (inerti er altid en kraftig energi) KUN, hvis forfængelige redaktører og udgivere opgiver deres honnette ambitioner om at være en “nation, der taler med sig selv” som den 4. statsmagt med en metafysisk rolle som den hellige ytringsfriheds herolder.
Du kan sagtens få ret, desværre. Og det er også muligt, at de gamle morgenaviser ender som snævre segment-aviser a la Politiken for de kulturradikale københavnere.
Når det er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tro på journalistikken – som faglighed og som basis for endda meget store medier. Idag udvikler journalister sig mere og mere til meningshavere (jvnf. den tidligere snak om Politikens tab af abonnenter) – uden at være interessante personligheder samtidig. Det er et skråplan. Men journalister kan, når de udfører deres fag, noget, som ingen andre kan. Jeg tænker fx på sager som Enron eller Brixtofte. I Enron-sagen var det to journalister fra Wall Street Journal som afdækkede den rådne økonomi, som hverken aktieanalytikere, medarbejdere eller bestyrelse kunne se eller var i en situation til at kunne indse.
Den slags journalistik er uundværlig for et samfund. Ikke som en 4. statsmagt, men som et fundament for demokratiet. Og at der går længere og længere mellem den slags journalistisk arbejde (hvornår har vi sidst fået afsløret en rådden sag?!) er et gigantisk selvmål for de gamle medier.
Nu hvor vi taler om aviser, er det vel på sin plads at nævne Ritzau. I de fleste aviser kan man læse stort set uredigerede nyheder, der stammer fra Ritzau, men hvor journalisten alligevel har fundet det på sin plads at ringe til en ekstra kilde for at høre, hvad han/hun mener om situationen.
Dermed ikke sagt, at journalister er nogle dovne kvæg. De kæmper mod et faldende avisoplæg, nye medier, flere medier og i særdeleshed de gratis medier. Derfor bliver de nødt til at løbe en hel del hurtigere, hvis de skal følge med. Det bærer udviklingen også præg af.
På de landsdækkende mediers hjemmesider (de fleste af dem, i hvert fald) er en kolonne reserveret Ritzau-telegrammer. Derfor kan man spørge sig, hvor meget kritisk vagthund og 4. statsmagt, der er ved den handling, da politikere og virksomheder kan få frit lejde til at udfolde sig selv på pladsen. Selvfølgelig er der en journalist, der skal bestemme, om nyheden er sensationsværdig (hvilket er lig med, om man er en kendt virksomhed, eller om det er så spektakulært, at man bliver nødt til at bringe det). Det er da lidt af en bekymrende udvikling, vi er ude i, hvis man skal se det fra et demokratisk synspunkt. Det værste er næsten, og undskyld, at jeg nu kommer til at lyde en smule elitær (det er slet ikke meningen), at en stor del af befolkningen regner med, at de nyheder, de bliver præsenteret for, er sande og gyldige. Det er næsten endnu værre!
Post a Comment