Pointer Sisters er ’so-80s’, Las Vegas-slebne og derfor multimillionærer på deres disco-soul musik. Men skrab glamouren væk – de har lavet fantastisk musik. Bl.a. har de ført I’m So Excited til alverdens hitliste-toppe, ligesom Pink senere har forsøgt det. Nummeret er i disse dage underlægningsmusik til det danske køkkenfirma Designa’s tv-reklamespot. Eller er det? Musikken er lige præcist lavet så meget om, at det bliver umuligt for juristerne at kræve rettighedsbetaling til Pointer Sisters. Eller til Pink. Musikken siger ét, men det er Pointer Sisters/Pink-nummeret, som rykker i min krop, når jeg ser reklamefilmen.
Hvad skal vi mene om det? Er det her et gement og bevidst tyveri fra ophavsmændene/-kvinderne, der bare handler om at spare penge på reklamebudgettet i køkkenfirmaets marketingafdeling? Er det en raffineret eksekvering af en overordnet meddelelse, hvor Designa fortæller, at de lader sig inspirere alle mulige steder, fra reklamemusik til køkkendesign? Er det endnu et eksempel på en postmoderne verden, hvor intet er originalt længere, og at alt er frit til at blive kopieret, mashet up og samplet, som man nu har lyst til?
Hvad synes du?
{ 6 } Comments
That’s the liquid reality. The modernity of planety. Unedelig muligheder. Livets supermarked, vi gå i gangene mellem hylde fyldt med diverse produkter. Vi bliver fristet og vælger alt vi har lyst til og vi mixer det, mash-up og skabe vores egne produkter, verdner. Alt er tilladt, alt er gammelt men alligevel nyt.
Besparelse. Beslægtet, så er en af de virkelig trælse ting (der er mange) ved Krøniken, DRs serie, de lamme coverversioner af tidens hits – indspillet af det til lejligheden konstruede kopi-band The Bella Boys: http://mir2.dk/article.php3?id_article=1709
- som om man ikke kan høre forskel.
Da Dansk Bank for nogle år siden begyndte på deres “Gør det du er bedst til”-kampagne, var musikken til reklamen en så tydelig rip off af Radioheads “Everyhing in its right place” at det gjorde ondt. Melodien var stort set den samme, men klangen lidt anderledes og det hele flyttet to toner på skalaen. Nu hvor Straarup har kastet flere penge efter marketingafdelingen kan de betale for at at bruge rigtig musik, som fx Nas’ “I can”, der udgør soundtracket til de seneste reklamer.
Min holdning er klart, at det er udspekuleret udnyttelse af de originale numre. Det ville det sådan set også være, selv hvis det i sig selv var en kunstnerisk bedrift – kald det mashup, remix ller noget helt tredje. For det er vel netop formålet, at de vil give associationer i retning af originalen.
Spørgsmålet er om det er lykkedes lidt for meget i dit tilfælde, Claus? For mon ikke tyveriet virker bedre, hvis man ikke som seer kan komme i tanker om, hvor det nu er, man har hørt dét der før – eller at man overhovedet har hørt dét før? Skal det ikke bare lyde af fest, farver og glade dage, og ikke af Pointer Sisters…
Som en af dem, der både har bedt komponister om at lave “noget der ligner…” og har bandet over at nogen kunne finde på at kopiere mine ting, så må mit svar blive et rungende “Tjah…”
Selvom jeg til daglig ikke praler af at være postmodernist, så er min mening nok, at jo tættere man kommer på at ville kopiere et specifikt værk, jo mere ussel skal man føle sig, mens man gør det. Men “noget i stil med James Brown” kan vel også ses som en hyldest til kunstneren.
Kommer ihvertfald i tanke om et gammelt Kim Kraus citat:
“I dag er en original den der stjæler først.”
@ Peter Andreas: Det er godt sagt. For selvfølgelig er det da en form for hyldest, at man gerne vil trække på en anden kunstners værk (”imitation is the sincerest form of flattery”, ikke…). Men som du selv også siger, så bør man også altid føle sig lidt (eller meget) ussel – især når der er tale om kommerciel udnyttelse af musikken, og ikke bare musik for musikkens skyld.
Ikke blot musikken er et slet skjult plagiat. I Filmen ‘Bandits’ fra 2001 optræder en desperat og lettere forrykt Hausfrau spillet af Cate Blanchett – med ildrødt hår. Nøjagtig som kvinden i køkkenreklamen.
Blanchett amok-danser rundt i et køkken mens ‘I’m so excited’ tordner løs i baggrunden. Hun spiller luftguitar på grydeskeen, bruger vandhanen som mikrofon etc…
TV3+ viste filmen for et par uger siden – og Designa-reklamen figurerede i en reklameblok undervejs. Sejt!
Kan I forresten huske reklamen for ‘Studio Line’ – hårgelé i supermarkedskvalitet – fra sidst i 90′erne. Den måde, de plankede og justerede et George Michael nummer, slår Designa-reklamens brug af PS med flere længder.
http://fortfortfort.blogspot.com/
{ 1 } Trackback
[...] Claus Buhl har et interessant indlæg om, hvorvidt det er rent tyveri eller en naturlig del af vores remix-mashup-kultur, at musikken i en køkkenreklame, han har set, minder bemærkelsesværdigt meget om et gammelt Pointer Sisters-nummer (døm selv). [...]
Post a Comment