Skip to content

Om kreativitet og karaktergivning.

Det store problem med flyvende biler under vandet er … blæksprutter, der sætter sig fast på forruden. Min 9-årige søn Jonas og hans jævnaldrende kammerat Julius sidder på bagsædet af min bil og knokler. De er nemlig ingeniører, netop sluppet ud af deres underjordiske laboratorium, som for os andre er puderummet i skole-fritidsordningen. Og de er i færd med at konstruere biler, der kan flyve under vandet. Spørg mig ikke hvorfor det lige er flyvende biler idag, – det pipler hele tiden ud af dem med den slags spændende sager: Vinduer som er computerskærme, mobiltelefoner som kan fjernkontrollere alt mellem himmel og jord, men idag er det altså flyvende biler under vandet.

Blæksprutter er noget møg, mener de to gutter. Og meget stærke, ja Jonas mener at der er flere tilfælde af, at færger ikke har kunnet komme ud af havnene på grund af, at blæksprutter har holdt dem tilbage. Det nytter ikke at sætte bilens vinduesviskere igang, for gummiet kan ikke skrabe blæksprutterne af. Så hvad skal man gøre? Jonas og Julius pendler mellem ren fantasi (flyvende biler under vandet) og hverdagslige erfaringer (det bløde gummi på vinduesviskerne). Da vi kommer hjem står vinduespudseren og arbejder med at gøre vores hus’ vinduer pæne. De to drenge går straks igang med at interviewe vinduespudseren om hans erfaringer med at gøre vinduer rene, der har fået marmelade på sig. De spørger ikke om hans erfaringer med blæksprutter på vinduer – de er godt klar over, at det kan han umuligt vide noget om. Og det tætteste på blæksprutters styrke, når man skal oversætte det til noget andet, er selvfølgelig fedtet marmelade.

Vinduespudseren forklarer de to unge ingeniører, at han bruger tre slags værktøj: En vand-sæbe-sprit opløsning, en svamp og en skraber. Og det klarer alt skidt, siger han. De to gutter er ikke overbeviste. Så de spørger til om han ikke har nogle klude, han bruger. Vinduespudseren siger, at kun når der er virkeligt meget skidt på ruderne, så bruger han en klud. Ellers har han sin skraber. Med det svar er vinduespudseren udtømt som videnskilde, og Jonas og Julius går målrettet ind i køkkenet og henter de mikrofiberklude, som ligger i skabet under køkkenvasken. Hvis der er noget, der er effektivt, så er det mikrofiber, plejer jeg at sige lettere frisk-fyr-agtigt, når jeg gør rent i køkkenet. Og det har åbenbart bidt sig fast.

Lidt senere finder jeg de to drenge ude ved min bil i færd med at pakke mine vinduesviskere ind i mikrofiberklude. Som om intet var mere naturligt spørger de, om de må prøve at sætte vinduesviskerne igang. Til deres store tilfredsstillelse, og til min overraskelse, viser det sig, at vinduesviskere med mikrofiberklude bundet omkring sig faktisk kan tørre ruden af. Heureka – deres blæksprutteproblem er løst. De flyvende biler under vandet skal naturligvis udstyres med robotarme, der har mikrofiberpuder på, som kan skrabe blæksprutterne væk.

De to drenge er som alle drenge er. Fulde af ideer og fantasi. De er naturligt videnbegærlige, nysgerrige og fulde af lyst til at designe en fremtid, som ikke findes endnu. De veksler hele tiden med at være inde i deres egen fantasi-verden, hvor der gælder særlige regler, som de selv har fundet på, og deres hverdagsverden, hvor de tjekker med den faktiske viden.

Det er præcist sådan noget tænkning, som vi har brug for til at udvikle nye produkter og ydelser. Tænkning, der kan pendle mellem fantasi og faglighed, mellem et design af fremtiden og forankring i faktisk viden. Men når drenge bliver til mænd, så er sådan en tænkning sjælden. Noget er sket. Bl.a. at de har gået i skole og lært, hvad der er faktuelt rigtigt og forkert. Og løbende er blevet gjort opmærksom på, hvor gode de er til at vide det.

Nu overvejer vi så, ifølge Berlingske idag, at indføre karakterer allerede fra første klasse. Så er det jeg spørger: Vil det gøre børnene mere kreative og mere egnede til at anvende fantasi og viden på nye måder? Eller har vi glemt, i vores iver for at gøre det, vi er gode til idag endnu bedre, at det er evnen til at kunne forbinde fantasi med viden, vi skal leve af i fremtiden?

{ 3 } Comments

  1. Claus | 2007/02/01 at | Permalink

    Den historie er så god at jeg er nødt til at spørge om den er sand eller opdigtet ?

  2. Claus Buhl | 2007/02/01 at | Permalink

    Den er fuldstændig sand, Claus. Jeg er også vild med den og vil bruge den i min bog om kreativitet, som jeg kæmper med at få gjort færdig.

    De to gutter er i det hele taget meget under jorden pt. Deres laboratorium er under jorden. Bilerne flyver under vandet. Og de har også opfundet en vaskemaskine til biler, som ligger under jorden. Som de siger: Vandet kommer fra himlen, lægger sig i pytter og siver derefter ned til grundvandet. Så kan det jo ligesågodt vaske biler på vejen ned. Ikke nogen dum tanke, vel.

    Det, som er så slående, er, at de er helt almindelige drenge. Alle børn er fulde af fantasi og ved intuitivt, hvordan man skal arbejde kreativt i en pendlen mellem fantasi og viden. De ved, hvornår de skal være i fantasi-land og hvornår de skal kontrollere med virkeligheden. Men stort set alle mister den evne jo ældre vi bliver. Af masser af grunde. Den største, mener jeg, er den opsplitning af det kreative over for det vidende, som kendetegner skolens, uddannelsessystemets og langt de fleste virksomheders opbygning. En opsplitning som fungerede godt til et industrisamfund. Men er skidt til et samfund, der skal leve at at finde på noget nyt.

  3. Claus | 2007/02/01 at | Permalink

    Der er sagt enormt meget enormt mystisk om rummet mellem virkelighed og fantasi – det plejer at blive sådan noget zen noget. En hemmelighed man ikke helt tør tale om af frygt for at den forsvinder.
    F.eks. hos Peter Bastian der snakker om rummet i mellem der hvor man ikke ved hvad der bliver endnu og der hvor man ved det er for sent at lave det om. Det kan man jo godt forstå intellektuelt, men blækspruttehistorien er så konkret og helt uden metafysiske balfaldera.
    Det er virkelig noget, der kan bruges.