Skip to content

Kritisk journalistik = bekymret journalistik?!

Nogle ord betegner også måder vi tænker på. Som ordet ‘kritisk’. Nyhedsavisen, fx, er fuld af ‘kritisk’ journalistik. Men hvad betyder ‘kritisk’? Hos Nyhedsavisen betyder ‘kritisk’ ofte en særlig behandling af sit emne: Nemlig bekymret, som Classy viser det med et kvikt regnestykke.

Nyhedsavisen er ikke alene om at være bekymret. Tag fx denne konklusion på Jyske Banks ombygning af sine filialer fra Berlingske Business’ redaktør Finn Mortensen forrige fredag:

Bankforretninger skal ikke længere handle om tillid og gennemskuelige og konkurrencedygtige priser kombineret med indsigstfuld rådgivning, men snarere om ‘feel-good’, oplevelser, dybe lænestole og bordfodbold. Det tegner ikke godt. Det næste bliver vel, at kunden får tilbudt ‘en bette swot’ for at få det hele til at glide lidt lettere ned.

Med andre ord: Behagelige omgivelser og god rådgivning er gensidigt udelukkende. Kunderne er som får, bankerne som magtfulde hyrder. Det kommer til at gå ad h til.

Og ad h til kommer det også at gå med dit privatliv. Lige nu kører der denne historie hos Nyhedsavisen: Din skraldespand afslører alt. Og der kommer tyve og stjæler din digitale identitet ved at rode i dit affald. Måske.

Der er masser af andre eksempler i de øvrige aviser. Berlingske Business’ redaktør og Nyhedsavisen er i fint selskab. Det er en udbredt journalistisk praksis. Men er det virkelig det, der ligger i ordet ‘kritisk’. Ikke hvis man kigger på ordets oprindelse, nemlig hos filosofferne. Kant udgav flere kritikker (af den rene fornuft, fx), men ingen af dem tager udgangspunkt i, at ‘det kommer til at gå ad h til’. For filosofferne var ‘kritik’ en måde at udvikle indsigter på. En måde at blive klogere på. Kritik er at kigge efter i kortene, at undersøge præmisserne, at give en grundig vurdering af de mulige konsekvenser. Kritik er ikke at jorde på forhånd eller at fremkalde angst hos sine læsere, det er at tydeliggøre et emne.

Problemet med bekymringsjournalistikken er, at denne form form ‘kritisk’ journalistik gør ikke nogen klogere. Den bekræfter de allerede troende. Det handler om at skrive facit først og lede efter argumenter derefter. Når der kan ligge en bankkvittering i skraldespanden, så kan den samles op af skumle typer. Og når den kan samles op af skumle typer, så kan de være onde imod dig. Og når nogen er onde mod dig, så er du den svage. Når Jyske Bank redesigner, så er det en fælde. Og når det er en fælde, så er det bare at fremskrive ulykkerne lige hen til alkoholisk bedøvelse af kunderne. Det er selvfølgelig muligt, at det er ideen bag Jyske Banks redesign. Og at skraldespande er megaobjekter for identitetstyveri. Men giv mig lige oddsene.

Classys omdåb af Nyhedsavisen til Bekymringsavisen minder mig om, da jeg var medieforsker for 15 år siden. Da havde jeg flere kolleger, der havde samme opfattelse af ‘kritik’. Fx at tv ville gå indholdsmæssigt ad h til. TV-serier ville efter Dallas og Dollars bare blive dummere og dummere (hmm, hvad med Six feet under, Sopranos, West Wing?). Den opfattelse af ‘kritik’ som noget, hvor man skriver facit før man har undersøgt sagerne, bedømt præmisserne og evalueret på de mulige konsekvenser, har uden tvivl betydet, at medieforskning har så vanskeligt ved at få indflydelse. Og respekt. Og anerkendelse.

Men det er selvfølgelig medieforskere. Bogorme. Slet ikke journalister. Men sig mig lige: Hvem er det som efterspørger bekymring? Hvem er det, som vil bekræftes i deres angst? Og læser det segment overhovedet morgenaviser?!

{ 4 } Comments

  1. Trine-Maria | 2006/10/18 at | Permalink

    Jeg er enig – og det er vel også en af årsagerne til, at jeg ikke længere er i markedet for avislæsning – jeg bekymrer mig ganske enkelt ikke nok om fremtiden til at orke det.

    For at svare på dit spørgsmål, så tror jeg ærlig talt ikke, at der er ret mange mennesker, der som udganspunkt efterspørger bekymringer, men eftersom medierne har besluttet, at der er meget at bekymre sig over, skal der da nok være nogen, der har vænnet sig til det?

    En anden morsom ting er, at alle problemer i følge journalister kan løses med flere ressourcer (læs: penge). Prøv engang at se en nyhedsudsendelse og tæl efter. Der er stort set ikke et indslag, hvor der ikke er en eller anden, der får lov at påstå, at hvis der bare var flere penge, så var der ingen problemer.

    Journalisterne skulle ærlig talt forholde sig kritisk (læs: bekymret)til det udgangspunkt, for der er jo altså masser af de “problemer” de tager op, som lige præcis IKKE kan løses med penge, men som kræver personlig moral, stillingtagen, prioritering eller måske ligefrem samfundssind.

    Jeg tror at mange af “bekymringerne” også kan skyldes at journalister skoles til ikke at have alt for meget tillid til andre mennesker (selvfølgelig slet ikke, hvis de ved noget, om det de taler om, har magt eller penge). Samtidig har nogle af dem stadig den misopfattelse, at deres kunder er lidt mindre indsigtsfulde, end dem selv – og med det syn på kilder og læsere bliver måske ret svært at stole på, at nogen derude nok skal få fikset det, hvis der bliver rodet for meget i skraldespandene og lavet digitale tyverier – eller hvis banken bliver til en lokal-udgave af fætter BR?

  2. Claus Buhl | 2006/10/18 at | Permalink

    Nu skal vi to ikke blive for enige, Trine-Maria, så jeg laver lige en asso fra din kommentar:

    Der er nemlig noget interessant på spil her. På den ene side viser 2.0-verdenen at brugerne bliver dygtigere og dygtigere. Og mere og mere selvforvaltende. Individualismen har fået kompetente ben at gå på. På den anden side taler den bekymrede journalistiks udbredelse og dens millioner af læsere for, at mange opfatter sig (bevidst eller ubevidst) som klienter: Vi har ret til dit og dat, vi kræver dit og dat, vi er ofre og kan ikke gøre noget selv.

    Det ligner et A og et B hold. Men på en mærkelig måde. For mange af klient-mentaliteterne finder vi hos de bedst uddannede (tænk fx på de aktionerende børnehave-forældre i Århus). Og flere af det-klarer-vi-sgu-selv-mentaliteterne finder vi hos de uskolede (Janus Friis, fx).

    En forklaring på det kunne være (og her kommer min Hassan) den kreative kompetence, som ikke har gode kår i det almindelige uddannelsessystem, som derfor dekvalificerer folk til at kunne komme op med nye, originale udtryk af værdi. At være veluddannet er ikke længere billetten til ‘det kompetente liv’. Vi får derfor denne mentalitetsmæssige alliance mellem veluddannethed og magtesløshed. Se, det er bekymrende. Og det må vi se at få gjort noget ved.

  3. Claus | 2006/10/18 at | Permalink

    Ligesom ‘kritisk’ er henfaldet til ‘bekymret’ så er ‘kompetent’ helt klart blevet noget andet end ‘vidende’. I mit i øvrigt dybt inkompetente podcast snakkede jeg faktisk om det forleden: Der er for meget modtagelse og for lidt udtryk i den typiske akademiske uddannelse. Af en eller anden grund så indgår performance (altså optræden) og flow bare ikke særlig meget i uddannelsesplanerne, selv om det lige præcis er udtryksglæden og viljen til at gøre, der nu om dage er den mest spidse kompetence man kan have.

    Er det måske den fortsatte eksplosion og fragmentering af vores viden der er problemet: Det modsatte alternativ til Universitetskulturen, dit eksempel med den handlekraftige, men metodemæssigt inkompetente, journalist der tager ud i en kolonihave og spørger folk hvad de gerne vil have for noget politisk journalistik, er jo heller ikke attraktivt.

    De brede uddannelser henfalder langsomt til en slags vidensbibliotekar-niveau. Skulle man måske bare lade folk spidse deres kompetence til noget så snævert at de også får tid på Uni til at være kreative indenfor de stadig skarpere faggrænser?

  4. Claus Buhl | 2006/10/18 at | Permalink

    Enig. Men vi skal ikke overlade de studerende til at finde ud af det med det kreative af sig selv. Jeg mener den helt store udfordring til vores kultur er at få koblet akademisk viden med kreativ kunnen. Idag er disse to adskilt: På uni kan du lære at splitte en tv-serie fra hinanden, ikke at kunne finde på nye tv-formater. Vi har ovenikøbet en kultur, som gør det akademiske splitteri til finere viden end den kreative. Og det er helt galt. For den største personlige glæde og samfundsmæssige nytte ligger jo i at kunne skabe noget nyt.

    What to do? Idag kan man se alle virksomheder sende deres medarbejdere til krea-kurser. Eller opkøbe mindre virksomheder, som har den innovationskraft, de selv har tabt. Der er en enorm sult på kreativitet. Men kurser og opkøb er jo løsninger på problemer, som er skabt tidligere – i uddannelsessystemet. Løsningen er, mener jeg, at gå efter strukturforandringer, hvor kreativ kunnen integreres med opøvelse af fagligheder. Lige fra folkeskolen til uni.

    De studerende er nødt til at blive fagligt dygtige, men ikke som et mål i sig selv som idag. Den faglige viden skal også inkludere kreativ kunnen, sådan at faglig viden kombineres med træning i at sætte faglighed på spil (i leg, i fantasi, i kombinatorik med andre fagligheder, i performance, i risikotagning) og få hjælp til det af kreativt-faglige dygtige lærere.

    Hvis vi gjorde det, så ville flere studerende ikke alene få mulighed for at finde deres egne kreative potentialer ift deres faglighed. Vi ville også slippe for det enorme kompetence- og livskvalitets-tab, der ligger i exileringen af kreativ kunnen, som er så absurd i en tid, hvor viden kan hentes i Kina og Indien til ingen penge.