Skip to content

Efter kampen.

“Mange ved ikke om de overhovedet orker at gå på arbejde … arbejdsgiverne har sat dem i en håbløs situation.” Anders Bondo Christensen

“Let me tell you something you already know. The world ain’t all sunshine and rainbows. It’s a very mean and nasty place, and it don’t care how tough you are. It will beat you to your knees and keep you there permanently, if you let it. You, me, nobody is gonna hit as hard as life will hit. But it ain’t about how hard you hit. It’s about how hard you can get hit, and keep moving forward. It’s how much you can take, and keep moving forward. That’s how winning is done. Now, if you know what you are worth, then go out and get what you are worth. But you gotta be willing to take the hits, and not point fingers and blame other people. Cowards do that, and that ain’t you. You are better than that.” Rocky Balboa

{ 3 } Comments

  1. Monica Langelund | 2013/04/30 at | Permalink

    Jeg synes ellers du normalt har et nuanceret og begavet blik, men det glipper i mine øjne her og mellem linjerne læser jeg, at du synes lærerne skal mande sig op og lade være med at ynke. Jeg er tidligere lærer og jeg forstår lærernes afmagt til fulde. Mit valg blev for år tilbage at forlade folkeskolen. Eller faktisk var det min krop der besluttede det for mig, fordi jeg blev for syg til at fortsætte arbejdet som lærer. Lærerjobbet er kun blevet endnu mere krævende siden jeg stoppede i 2008.
    En del af at tage kampen op er også at erkende hvor afmægtig man føler sig. Dén proces står lærerne ikke bare i nu som faggruppe. De står der også som enkeltindividder, der skal til at finde deres ben at stå på i kølvandet på en lockout præget af uheldig retorik og manglende reel dialog. At de ikke har lyst til at gå på arbejde er ikke et udtryk for at de giver op, det er et udtryk for at de er berørt af situationen. Er det underligt? Gi’ dem tid til at gå gennem dén proces. På mange måder begynder kampen jo først nu.

    Måske forstår du det ikke fordi du kommer fra erhvervslivet og er selvstændig. Fair nok så. Jeg kender reklamebranchen og ved at det går hurtigt, der skal handles og tages hurtige beslutninger og den er i øvrigt fuld af mennesker, der har brug for anerkendelse. Lærere er ikke så meget anderledes, de vil også gerne anerkendes for deres arbejdsindsats… og så skal skolen for alt i verden ikke afspejle reklamebranchen tempo. Skolen skal gerne have plads til fordybelse og eftertænksomhed og det gælder både for elever og lærere.

  2. Claus Buhl | 2013/04/30 at | Permalink

    Hej Monica. Det sidste først: Det er rigtigt at jeg har haft et reklamebureau og at jeg ikke lever af offentlige lønkroner. Men det er både denne blogpost og mine synspunkter omkring lærerstanden og uddannelsessystemet uvedkommende.

    Som jeg har skrevet om her, i bøger og holdt et utal af foredrag om, så er vores virkelighed og verden under fundamental forandring. Mange af forandringerne kommer til os udefra, som virkningerne af globaliseringen fx. Det betyder at vi nu og i mange år og årtier fremover skal forholde os til at forandre vores samfund og dets institutioner, herunder uddannelsessystemet og vilkårene for dets aktører. Det er en præmis for Danmark, som vi ikke kan vælge fra. Kampen om ledelsesretten er ikke den sidste sten i skoen. Der kommer flere forandringer. Vi er så at sige i en permanent forandringsproces, der involverer både muligheder og begrænsninger, rettigheder og pligter. Og det står ikke Danmark frit for at vælge den fra.

    Hvad man derimod kan vælge er ståstedet. Derfor de to citater ovenfor. At man som faggruppe kan forstå og iscenesætte sig selv som offer eller som fighter. Dét er et valg. Og, som du kan læse mellem linierne, så mener jeg, at lærerne kunne have meget mere glæde af at fremstille sig som figthere for at bringe danske børn godt ud i deres fremtid, snarere end som ofre, der kalder på ynk. For, som Rocky siger, “You are better than that”.

  3. Monica Langelund | 2013/04/30 at | Permalink

    Hej igen

    Jeg er helt med på at vores verden er i hastig forandring og at skolen må følge med. Jeg er slet ikke uenig med dig dér. Tværtimod. Selvfølgelig skal skolen matche den verden vi står i nu og fremover. Det mener rigtig mange lærere også. Mine indvendinger handler ikke om ledelsesretten i sig selv. Det handler om de præmisser for at udføre lærergerningen, der følger med denne nye ledelsesret. Om måden man nu forsøger at skabe en skole der er alt andet end fleksibel og fremtidssikret med bundne mødetider fra 8-16 og weekendfri, om elendige arbejdsforhold på skolerne pga pladsmangel, om at lukke flere specialelever ind i folkeskolen uden ekstraressourcer og så kalde det inklusion. Alt dét.
    Og der er forskel på afmagt og ynk i min verden. Eller…ynk er når man giver efter for dén afmagt og giver op. Jeg kender mange lærere og de har ikke givet op, men de føler sig afmægtige og sunder sig/ruster sig pt. Hvad jeg ikke tror de er bevidst om er, at de som samlet faggruppe skal tænke i ‘at iscenesætte sig selv’, som du skriver. Det vil mange nok have indvendiger imod, men måske har du ret, måske er det dét de skal tænke i nu. At de nærmest skal brande sig selv som faggruppe. Men så har de jo brug for een som dig…