Ovre på Nyhedsavisen fortæller politisk reporter Anna Rossman Thejsen, at
Vi – den politiske redaktion – var ude på vores første mission; en jagt på at finde frem til, hvad Nyhedsavisens fremtidige læsere vil have. Vi tog til Sydhavnen. Vi ville høre, hvorfor folk i Sydhavnen og omegn læser avis; eller hvorfor de aldrig kunne drømme om det. Vi ville høre, hvilke politiske historier de gerne vil læse, hvis vi journalister ellers kunne finde ud af at skrive dem. Ingen, svarede kioskmanden i Sydhavnen. Så var det da på plads.
Selvfølgelig svarer kioskmanden i Sydhavnen sådan. Han er ikke journalist. Eller hygger sig med at opfinde nye journalistiske genrer hjemme i garagen. Han er formentlig akvariemand – og det ved han til gengæld en hel del om. Sagen er jo, at der ikke bor færdige fremtids- eller genreforestillinger inde i hovederne på folk. Det er ikke der, man skal finde kladderne til ‘New Century Journalism’. Man kan få så meget andet ud af at snakke med sin omverden, men man kan ikke forvente løsninger på problemer, som kræver en faglighed for at blive løst.
Havde den politiske redaktion spurgt kioskmanden, om han interesserer sig for Danmarks historie i det 20. århundrede, så var svaret sikkert også nej, Men han har hele Matador-serien på cd derhjemme. Så redaktionen skal simpelthen have andre metoder i brug, hvis de vil lære noget om, hvordan man engagerer kioskmanden i politisk journalistik. Værdien af direkte interviews og fokusgrupper er voldsomt overvurderet. Som Henry Ford skal have sagt efter lanceringen af den første masseproducerede bil:
Hvis jeg havde spurgt folk, hvad de ønskede sig, så havde de sagt “hurtigere heste”.
{ 4 } Comments
Fantastisk historie, som revet lige ud af min virkelighed.
Som en arkitekt der interesserer sig for de mennesker der bruger vores bygninger, og dermed også for at afdække deres behov, har jeg ofte – i bagklogskabens klare lys – kunnet se at jeg har lavet en “Sydhavn” i min iver eftert at afæske brugeren deres egentlige ønsker og behov.
Er der egentlig metoder til at behovsafdække, der ikke er fokusgruppeagtige, men som kommer rundt om det, det handler om?
Ja, der er masser af andre metoder og – frem for alt – andre teorier til den udbredte tro på, at man kan spørge folk om alt muligt. Og at folk herefter trasker ned af trappen til deres hjernes indre for at hente et sandt svar frem. Men det er rent bedrag – både at tro, at man kan spørge folk om alt muligt, og at de har sande svar på alle mulige spørgsmål liggende parat nede i hjernekisten.
Antropologisk teori og metode er en anden vej at gå. Og mere givende, mener jeg. Først og fremmest indebærer det et fag: Både at kunne interviewe, men også kunne fortolke. Og ikke bare fortolke bag om ordene, men også at kunne forbinde ord med anden adfærd og kunne placere disse iagttagelser i en teori om de strukturer, den interviewede lever i.
Antropologisk metode vil ikke bare tage min kioskmands nej til interesse for Danmarkshistorie for gode varer, når man kan se at han har hele Matador-samlingen stående fremme. Antropologer vil begynde at tolke på, hvad nejet betyder. Og hvad Matador-samlingen betyder. Og kigge på (i bogstaveligste forstand, ikke spørge men observere) kioskmandens adfærd med Matador-samlingen: Samler han familien foran skærmen og snakker om sin egen barndom under krigen? Er Danmarkshistorie uinteressant som kategori, men forankring af hans eget liv i historien superinteressant? Og hvorfor kan det være at det er sådan? Etc etc.
Det er naturligvis mere kompliceret (i hvert fald tidsmæssigt længere) at beskæftige sig med studier af omverdenen på andre måder end Q&A-dogmet. Til gengæld slipper man for dukkerter, der bare er for tossede at få.
Om og hvordan antropologiske metoder bruges idag i arkitektbranchen ved jeg ikke. Måske gør andre af bloggens læsere?
Kære Claus Buhl,
Helt enig i, at kioskmanden fra Sydhavnen ikke kan fortælle mig – Anna Rossman Thejsen, politisk reporter på Nyhedsavisen – hvad jeg skal skrive af politiske historier for, at han gider læse dem.
Ligesom jeg heller ikke kan fortælle arkitekten, hvilken bolig der ville være bedre for mig, end den jeg har (nogen kan måske, jeg kan ikke).
Så ja, du har da så evigt ret i din pointe.
Når det er sagt, kan jeg jo både give arkitekten nyttig viden om, hvad jeg ikke er tilfreds med ved min nuværende bolig.
Og kioskmanden i Sydhavnen kan fortælle mig, hvad han ikke gider at læse af det, han ser i dag. Og måske hvorfor.
Det er klart, at hverken mit svar til arkitekten eller kioskmandens svar til journalisten gør det alene.
Selvfølgelig har Nyhedsavisen på alle mulige leder og kanter undersøgt læsere og måske-læseres adfærd, læse- og ikke-læsevaner, interesser osv.
Turen i Sydhavnen var en god øvelse for os på den politiske redaktion, ikke mindst som udgangspunkt for de diskussioner vi tager lige nu om, hvilken form for journalistik, vi vil smide i spalterne fra 6. oktober, hvor vi udkommer første gang.
Men selvfølgelig er Sydhavnen kun ét udgangspunkt af mange.
Bedste hilsner
Anna Rossman Thejsen, politisk reporter, Nyhedsavisen
Læs min blog om politisk journalistik her: http://avisen.dk/blogs/anro/default.aspx
Jeg synes I på Nyhedsavisen fortjener megen ros – og det fik I ikke i denne post for 14 dage siden. I skal have ros for at tage en nysgerrighedstur til Sydhavnen. I skal have ros for at åbne jeres fagområde for jeres læsere. I skal have ros for at ville lave en helt ny avis-læser-relation på baggrund af input fra læserne.
Når det er sagt (og ment), så kræver det ikke bare god vilje, men også anderledes viden at finde ud af, hvad der er muligt med ens læsere og ens stofområde. Og jeg tvivler på at det er gennem interviews, fokusgrupper eller spørgeskemaer, at man kan finde ud af det. Man kan få masser af udsagn, data og den slags. Men indsigter, der kan skabes ny journalistik ud fra – der skal man anvende andre metoder. Og sætte det hele i spil ift ens egen faglighed. Hvis Nyhedsavisen har gjort det, og ikke bare ladet analysefolkene gøre som de plejer, så tager jeg min hat endnu mere af for jer. Og vil glæde mig til politisk journalistik som er for kioskmænd i Sydhavnen hvad West Wing tv-serien er for de politiktrætte i USA: Øjenåbnere.
Post a Comment