buhl.dk

Jeg var forleden sammen med en meget dygtig, ung kvinde. En fotograf med en dyb glæde for sin metier og for at være ét med sit kamera. “Hvordan blev du fotograf”, spurgte jeg. “I mange år var det en ‘forkert’ interesse”, fortalte hun. “Du kan da ikke leve af at rende rundt og tage billeder, fik jeg at vide. Så jeg gik både i gymnasiet og startede på universitetet, før jeg ikke kunne holde det nede længere. Jeg måtte tage billeder. Men jeg kæmper stadig med skammen over det. At det ikke er så fint at tage billeder.”

I forbindelse med researchen til min nye bog, Talent, har jeg mødt fotografens historie igen og igen. Det har været et genkommende mønster hos mange af de succesfulde talenter, jeg har interviewet, at de først har erkendt og udviklet deres talent efter de har givet op over for vores kulturs dominerende tænkning: At den bedste viden er akademisk. At den bedste kunnen er den boglige. Dén tænkning sidder i kødet på os allesammen, når vi tænker på, hvad det vil sige at klare sig godt. At klare sig godt som barn, er at klare sig godt i skolen. At klare sig godt i skolen er at kunne komme på gymnasiet. At klare sig godt på gymnasiet er at kunne komme på universitetet. Og at klare sig godt dér er at kunne blive hængede og ende som professor.

Vi er nogle, der er så heldige, at det, vi har talent for, netop er akademisk tænkning og at boge den. For os er vores kulturs dominerende tænkning den naturlige. Den passer os som en handske og giver ikke anledning til, at vi skammer os over vores praktiske mangler. Hvorfor skulle vi det? Selvfølgelig skal et studie af Holbergs komedier foregå siddende, ikke skuespillende. At kunne analysere er finere end at kunne udføre. Jeg har for eksempel haft en guitar længe før Thomas Helmig fik sin. Men har ikke rigtig fået så mange sange ud af den som Thomas Helmig. Til gengæld kan jeg skrive en afhandling om Thomas Helmigs sange og blive professor på den. Thomas Helmig må nøjes med at stå derude og banke på.

Der er en happy ending forude for den skamfulde fotograf. For hun er i sit rette element med sit kamera. Hun er dér, hvor hun kan blive ved med at dygtiggøre sig, udfordre sine grænser og også kan få afsat sine billeder. “Jeg er meget heldig”, sagde hun. Men i virkeligheden er det os andre og vores kultur, der er heldige. For hvis der ikke var nogen, som vred sig fri af akademiseringen ville vi ikke få skabt noget som helst nyt. Og det ville virkelig være en skam.

Hun er 2,5 år og har lige fået fat i sin fars nye iPad. Og hun gør som alle små børn – går på opdagelse og regner med den største selvfølgelighed at verden kan skabes. Dét er vores allesammens fremtids mest fantastiske udgangspunkt: At alle børn tror, at de kan noget. At de er en del af ‘magten’. Og at de redskaber, vi voksne giver dem, er til for at de skal tage del i at skabe nyt med dem.

Sikken et potentiale. Og ikke bare hende her. Sådan er alle børn. Vi tager det som en selvfølge at de er sådan. Og som en selvfølge, at netop dét udgangspunkt ikke skal være selve omdrejningspunktet for deres videre talentudvikling og uddannelse. Der er ganske vist den bløde start i børnehaveklassen, men derefter kan det ikke gå hurtigt nok med at gå fra det skabende til det indlærende. Fra at det handler om at finde på, til at det handler om at lære viden, der vides allerede. Fra at børn selv finder ud af, hvad det er, de vil vil gode til, til at vi voksne piller det ud af dem. Spørg en børnehaveklasse om hvad de vil være gode til, og du vil få et mylder af svar. Spørg en 9. klasse, og der vil være stille.

Det kan godt være, at det aktuelle 360 graders eftersyn af folkeskolen kommer til at vise nogle punkter, hvor det nuværende skolesystem kan revideres til det bedre. Mulighed for at lære at læse i børnehaveklassen, mulighed for at have musik i 9., mulighed for at skolen ikke slutter 13.30. Men vi har ikke bare brug for en revision af skole- og uddannelsessystemet. Vi har brug for en transformation. Vi har en skole, som er udviklet til et industrisamfund, men vi er i en verden, hvor Danmark ikke bare kan leve af viden, der vides allerede. Men af af vi allesammen kan finde på nyt.

Vi har et fantastisk udgangspunkt i alle de 2,5 årige. De myldrer frem i en takt af ca 60.000 stk hvert år. Men vi tager dem og deres fantastiske potentialer som en selvfølge. Desværre. Dét, der virkelig trænger til et 360 graders eftersyn er det, vi voksne tager som en selvfølge.