Skip to content

X-factor: Hvorfor fascinerer det?

Ovre hos Information skriver altid læseværdige Rune Lykkeberg om X-factor. Blandt hans iagttagelser er, at showet fascinerer ved at være en udspilning af nogle grundkonflikter og -myter i vores samfund. Og analysen giver fuldstændig mening, men jeg mener alligevel, at der også er noget andet på spil.

X-factor er et som-om-show. Et simulakrum, ville postmodernisterne nok kalde det. Et tv-show om popmusik, som lader som om, at det spejler virkelighedens popmusikalske domæne. Men det gør det ikke. X-factor lader som om, at deltagerne er dygtige nok til at løfte en Michael Jackson-sang. Men de er kun dygtige nok til at slippe levende fra det. Der er ingen af sangene, der ville kunne klare en rigtig udgivelse. Og det er alle klar over. Men i showet roses sangerne alligevel.

Man kunne kalde roserne for bedrag. Eller for hvide løgne. Men man kunne også sige, at de handler om noget andet. For vi bag skærmen ved godt, at bedømmelserne er alt for gode. Pernille Rosendahl kan sige om Thomas, at “du er en flyvefærdig artist”. Men det er Thomas ikke. Og det ved vi allesammen. Thomas ved det også. Men Pernilles roser appellerer, fordi de fortæller om en verden, hvor udfoldelsen af hver enkelts talenter bliver stadig mere vigtigt. Pernille Rosendahl siger “du er flyvefærdig”, men det vi hører er “du har en chance for at blive andet end det, du er nu”.

Det, X-factor gør, er, at showet sætter strøm på en hverdagserfaring, som mange af os har. Nemlig at fremtiden kommer til at kræve noget andet og mere af os. Vi er nødt til at få flere talenter frem. Hos og selv og hos andre. Og det kommer ikke bare til at ske ved at gå længere tid i skole, tage den samme karrierevej som vores forældre eller blive ved den læst, vi nu engang står ved. Thomas er skolelærer. Men han kan mere end det, han gør idag. Han har mulighed for at blive en endnu bedre skolelærer. Eller for blive noget helt andet. I X-factor kan han blive rost og skubbet videre med de talenter, han har. I sin hverdag bliver han det næppe. For hvordan er det lige med talentudviklingen for en færdiguddannet skolelærer? Hvordan er det lige, det ligger, med talentudviklingskompetencerne hos skolelederne i det hele taget? Eller hvor du selv er ansat?

X-factor fascinerer også af de grunde, som Rune Lykkeberg skriver om. Men jeg er ikke enig i hans konklusion, hvori showet er en utopi om “at man kan nå det højeste sammen uden at sænke niveauet for det bedste”. Der er ingen, der bliver narret af X-factor. Der er ingen, der vil sætte Thomas på niveau med Bono. Men showet fascinerer, fordi det bag alt gøglet viser en flig af en virkelighed, hvor det ikke handler om, hvem du er, hvilken baggrund, du har eller hvilket job, du er endt i. Men hvor god du kan blive, hvis du er sammen med andre, der udvikler dine talenter videre.

2010 02 22 Talent Comments (0) Permalink

Om at måle kreativitet.

Der er pænt mange udfordringer i den aktuelle diskussion om at ville måle skolebørnenes evner for kreativitet. Ikke mindst, fordi den vej, vores uddannelsessystem går, på mange måder er i den modsatte retning af at træne vores børn og unges kreative kompetencer. Det handler ikke bare om den stedmoderlige behandling af de såkaldt kreative fag som musik, drama og billedkunst. Og den fraværende behandling af fag som design, arkitektur, computerspil, gastronomi, dans og mange andre ‘oplevelsesøkonomiske’ fag. Det handler også om selve vidensbegrebet. At den bedste viden er den, der findes allerede. Ikke den, der kan findes på. Og at eleverne derfor bliver målt på, hvor godt de har inhaleret fagene hver for sig. Ikke på, hvordan de har fundet på nyt. Tag karakterlisten, som børnene bedømmes ud fra idag. Den er en mangelliste. Topkarakteren 12 skal gives for den fremragende præstation “med ingen eller få uvæsentlige mangler”, 7 skal gives for den præstation, der har “en del mangler” og 4 skal gives, hvis der er “adskillige væsentlige mangler”.

Kreativitet er imidlertid ofte fuld af “mangler”. Den kreative maler holder sig ikke inden for stregerne. Den kreative forretningsmand holder sig ikke inden for traditionerne i sin branche. Den Nobelprisvindende fysiker, William Shockley, fik prisen for at kombinere fysik med kemi, ikke for at holde sig til fysik og kobberomviklede spoler alene. Og opfandt transistoren, takket være det. Eller tag Paul McCartneys Yesterday. En sang i 4/4-dele. Som derfor burde have 8 takter i sin melodilinie. Men kun har 7. Sangen går ikke op. Den er en fejl. Men sangens virkningshistorie har vist, at det har været en ret nyttig fejl.

Kreativitet er at kunne finde på nyt, der har værdi. Derfor kan man godt måle på kreativitet. Det ligger i selve definitionen af kreativitet, at den inkluderer en værdibedømmelse. Men fundamentet for bedømmelsen er det direkte modsatte af at kigge efter mangler. Det er at kigge efter muligheder.

2010 02 17 Kreativitet
Oplevelsesøkonomi
Samfund
Talent Comments (0) Permalink

Glasset er halvt fuldt.

Tonearten i klimadagsordenen er slem. Den handler om synd, skyld og død. Om kvoter, straffe og bompenge. Om at menneskeheden sidder på en kollektiv dødsgang. Om lidt venter ragnarok.

Med den toneart er der ikke noget at sige til, at at så mange holder fast i deres terrassevarmere, flyferier og to biler i carporten. For hvis det alligevel går ad h til, så kan man da lige så godt have det godt i den tid, der er tilbage.

Men kloden smelter jo. Så hvad skal man gøre i stedet? Hvordan kan man fremme mere klimavenlig adfærd?

Klimadagsordenen trænger til en ‘reframing’, som det hedder på moderne dansk. I stedet for at fokusere på alt det, vi har og står til at miste, bør den fokusere om alle de muligheder, vi får, takket være at klima og miljø skal være en del af det gode liv. Livet kan faktisk kan blive endnu bedre, end det har været.

Det handler ikke bare om de kommende selvfølgeligheder, hvor vi dyrker andet end græs i vores villahaver. ‘Urban farming’ kommer til at skabe nyt liv, hvor der idag er kedeligt. Det handler også om at skubbe på de nye værdier i den del af vores forbrug, som mest af alt handler om identitet og symbolkommunikation. Tag for eksempel tasker. Er der noget mere ødselt og symbolkommunikerende end en Gucci-taske til tusindevis af kroner? Ja, at kvinderne også ønsker sig en Dolce & Gabbana. Og derefter også ønsker sig en Louis Vuitton. Hvordan kan luksusforbrug nogensinde blive mere bæredygtigt?

Sådan her: From Bags to Riches. Du køber ikke tasken, men lejer den. Og lejer en ny, når symbolværdien er slidt ned mens tasken ikke er det. Butikken adresserer samme behov som tidligere. Tilbyder samme eksklusivitet og symbolik som tidligere. Men med mere bæredygtighed. Og mere smart og moderne, for forbrugertrenden er med den. ‘New luxury’ handler om at kunne vise, at man kan værdsætte og passe på det, som har værdi. Ikke at vise, at man har råd til at lade være.

Menneskeheden er faktisk fuld af talenter. Og vores muligheder for at finde endnu bedre måder at leve på er ikke udtømt. Det skulle klimakæmperne tage at gøre brug af. De kunne ende med at få succes.

2010 02 13 Oplevelsesøkonomi
Samfund
Talent Comments (1) Permalink

Se muligheder.

box3_01Hvad gør du, hvis du har tabt din ene handske og ikke kan finde den igen? Eller har slidt den ene handske op her i sneskovlingens tidsalder? Bander og svovler, selvfølgelig. Og smider den anden handske ud.

Sådan er det i konvergent tænkning. Til en venstre-handske hører en spejlet højre-handske i samme design, materiale, funktion og æstetik. Og manglen af en af handskerne er en fejl. Så stor en fejl, at den gør den tiloversblevne handske til et stykke affald. Øv. Fra lækkert design og nyttig funktion til affald fra det ene øjeblik til det andet. Men sådan er det. Sådan har det altid været.

Men behøver det at blive ved med at være sådan?

I divergent, kreativ tænkning er den enlige handske ikke en fejl, det er en mulighed. Hvorfor er det lige, at handsker skal være spejlede og identiske i det hele taget? Hvilke muligheder ville vi få, hvis udgangspunktet var det modsatte, at højre og venstre skulle være forskellige? At de ikke skulle være lige gamle eller have været brugt til det samme. Hvilke nye nytter ville vi kunne få? Hvilke nye funktioner, æstetikker og sociale betydninger ville vi få ud af at kigge på muligheder og potentialer, dér, hvor vi ikke plejer at kigge?

Vi kunne få noget Glove Love, kunne vi. Og det er bare starten.

2010 02 09 Oplevelsesøkonomi
Samfund
Talent Comments (0) Permalink

Når talentet rykker.

Her er et lille klip med de to folkesangere Donovan og Bob Dylan. Vi er i 1965, et eller andet sted i England. Den umiddelbare handling er, at de hver synger en af deres sange for den anden. Men sangene er ikke lige gode. Den ene er folk-pop, den anden folk-kunst. Den ene vil underholde, den anden vil forandre. Den ene er glemt idag, den anden en klassiker. Begge sangere ved præcist, hvad det er, der er ved at ske, dér i 1965. At folkemusikken er ved at blive en kunstform, ikke kun en hygge-genre. Og at kun en af dem har noget at byde på dér. It’s All Over Now, Baby Blue på alle måder.

2010 01 20 Talent Comments (0) Permalink

Et bestemt talent.

Det er fredag, og vi skal hygge os med X-Factor i tv. Det får flere af dagens aviser til at spørge, hvorfor de forrige års vindere er forsvundet fra pop-verdenen. Hvor er Martin og Linda? Ovre hos Berlingeren mener Henrik Marstal, at det er vores skyld. At vi ikke anser Martin og Linda som ægte nok, fordi de ikke har knoklet nok for deres succes. Jeg tror, at årsagen er en anden.

Martin eller Linda har aldrig været en rigtig del af pop-verdenen. De har været en del af en simuleret pop-verden, et tv-programformat med særlige betingelser og særlige bedømmelseskriterier. Og hverken betingelser eller bedømmelseskriterier i X-Factor er ligesom i den ’store’ pop-verden. I X-Factor kan man blive stemt videre, hvis man bare synger ok godt. Og kan frasere lidt eller bevæge sig lidt ligesom Michael Jackson eller Mariah Carey. Og gatekeeperne, de tre bedømmere, går efter at stemme talenter videre, som de kan se kan udvikle sig i deres hænder gennem programforløbet. Men sådan er det ikke i den ’store’ pop-verden. Her er domænet og bedømmelseskriterierne nogle andre.

I den virkelige pop-verden står Martins cd ved siden af Thomas Helmig, Stevie Wonder og Michael Jackson. Og han bliver ikke løbende positivt kommenteret og løftet videre af autoritative dommere. Han er på egen hånd. I efterslæbet til programmet kan der stadig være en goodwill, der hænger på Martin og Linda, og som er med til at sælge deres plader, men derefter gælder pop-domænets almindelige betingelser. Og her er det ikke nok at synge ok eller næsten lige så godt som MJ. Der er et meget lille publikum til sangere, som ikke er top gode lige nu, men måske kan blive det om nogle år. Der er simpelthen meget få pop-mæcener blandt pladekøberne.

Det betyder ikke, at Martin og Linda ikke har talent. Men at de har talent i en bestemt definition af et domæne og i hænderne på nogle bestemte bedømmere. At være et talent er at være det i bestemte omstændigheder. Et talent er ikke noget, der falder fikst og færdigt ned fra oven, men noget, vi er med til at bestemme. Og det er måske det rigtigt optimistiske ved programmer som X-Factor. At hvis vi gør os umage med at definere domæner og hjælpe deltagere på vej, så er talentpotentialerne i Danmark meget, meget større, end vi går rundt og tror.

2010 01 08 Talent Comments (0) Permalink

Talent.

TALENT-f1Der er lidt stille her på kanalen, mens jeg skriver på en ny bog. Og den skal være færdig lige om lidt. Så jeg burde også være på banen igen lige om lidt. Indtil da: God jul og godt nytår til jer allesammen.

2009 12 08 Talent Comments (0) Permalink

Lang luksus.

rotate.php

En Howies-jakke er kram. Den er engelsk tweed, når det er bedst. Du kender det fra Asterix: “Hvor længe holder sådan en jakke?” – “Aner det ikke, har kun haft den i 20 år”.

Howies fortæller om sine kvaliteter lige ind i tidsånden. Varighed er kernen i den aktuelle redefinering af luksusbegrebet. Det er slut med bling-bling og svineri med ressourcerne. Nu skal der i bogstaveligste forstand være hold i tingene. Så derfor er der en fin, indsyet seddel i jakken, hvor dens ejermand kan skrive sig ind. Og skrive sig ind som giver til jakkens nye ejer, når man ikke selv gider at gå med den. Og han kan skrive sig ind som giver til nye ejere igen-igen.

Der er 10 års garanti på sådan en Howies-jakke. Det er alt for længe for de fleste af os. Vi skal videre. Bl.a. ved at være luksusorienterede på den moderne, ansvarlige måde.

Hand-me-down er den nye sort.

2009 11 01 Branding
Samfund Comments (0) Permalink

Restore Artist.

Der er tomt ud over alle grænser i London. Tomt i The Tube. Tomt i øjnene på den halvdel af politikerne i parlamentet, som er blevet taget med fingrene nede i de offentlige midler til eget forbrug. Tomt i The City, hvor titusinder af finansfolk har mistet deres job. Og tomt i de omkringliggende pubs, som har mistet deres faste klientel. Hvis du vil se, hvordan The Great Recession ser ud, så tag til London.

Men midt i al elendigheden møder jeg en mand med lys i øjnene. Og ikke kun fordi, vi har fri adgang til den fine Hoggoblin ale på The Dog and Duck. Pubben ligger i centrum for mange lydstudier og filmredigeringssuiter, og min nye ven på den anden side af Hoggoblin-glasset er den glade giver her lørdag aften. Han er nemlig blevet forfremmet til Restore Artist.

Det er Beatles’ skyld, det med Restore Artist. Den nye box med de digitalt remiksede udgaver af Beatles’ samlede værker er blevet et hit over al forventning. Så meget, at det nu er produktionen til det amerikanske marked som bliver hevet ud af containerskibene og solgt i London. Ideen er helt enkel: I stedet for bare at overføre de færdigmiksede råbånd til en digital master, så har lydfolk – altså nu med ret til at kalde sig Restore Artists – arbejdet med råbåndene ud fra alle de muligheder som den moderne teknologi giver.

Den lyder fantastisk, Beatles-boksen. Det gør lyden af den nye titel, Restore Artist, også. “Bare vent til vi får fingrene i Rolling Stones”, siger min nye ven. Det vil jeg glæde mig til. Og også glæde mig til, at Restore Artists bliver mere udbredt alle mulige andre steder. For det er ikke kun de gamle plader med rock-musik, der trænger til en tur ind i den moderne verden. Det gør alle samfundets gamle plader. Ellers bliver der ved med at være tomt dér, hvor der skulle være gang i den.

2009 10 12 Creativity
Kreativitet
Samfund Comments (0) Permalink

Rio.

Paolo går ind til sin mor. Hans ansigt er overstrøet med bumser, håret uredt og øjnene har det usikre blik, som så mange 17-årige pubertetsdrenge har. “Mor, jeg vil være forfatter”, siger Paolo. “Nå, så det tror du”, svarer moren, “Din far er ingeniør, og du tror du skal være forfatter”. Hun indlægger fluks Paolo på et sindsygehospital. Her tilbringer Paolo de næste tre år. Og får slået/medicineret/terapiseret forfatterdrømmen ud af hovedet.

Paolo starter som 20-årig på jurastudiet til forældrenes glæde. Den varer kort. Paolo dropper ud og dropper ind i 60′ernes hippiemiljø og narkoforbrug. Og han begynder at skrive sangtekster til de andre hippier. Det falder ikke kun forældrene for brystet men også den siddende militærjunta, som arresterer Paolo og torturerer ham for hans, mener juntaen, undergravende sangtekster.

Således nedslået prøver den nu 35-årige Paolo at vende sig mod den forfattergerning, han drømte om som teenager. Han har haft en åbenbaring af den mere flippede art, hvor han har fået den overbevisning, at Gud sender ham en hvid fjer, når han skal skrive en bog. Det går ikke smaddergodt på trods af at Paolo finder en hvid fjer i et butiksvindue. Hans første roman bliver jordet af anmelderne. Og der går yderligere fem år, før den nu 40-årige Paolo møder op på et forlag med endnu et manus. Forlaget tror ikke rigtig på bogen og den mærkelige Paolo, men udgiver den alligevel, efter megen overtalelse, i 900 eksemplarer. Forlaget giver Paolo rettighederne tilbage. Bogen kan han få udgivet andre steder, hvis han vil. Og da kan finde et forlag, der vil have den.

Bogen, Alkymisten, bliver den mest oversatte skønlitterære bog i verden af en endnu levende forfatter. Og Paolo har siden fundet 25 hvide fjer og udgivet lige så mange forskellige bøger i et samlet oplag på 100 mio stk.

Den flippede Paolo Coelho lander i morgen i København sammen med den regelrette fodboldlegende Pele som en del af Rio de Janeiros delegation til at få OL i 2016. En by, der gerne vil brande sig med sin mangfoldighed af talenter og fortælle, at livet ikke er en ensrettet gade, – den hepper jeg på.

2009 09 29 Branding Comments (0) Permalink