buhl.dk

Det er ikke altid rimeligt at sammenligne æbler og pærer. Men her på kanalen gør vi det alligevel.

Apple har 50.000 ansatte, hvis vi tæller de butiksansatte med. 30.000 uden. Apples omsætning sidste år var på ca 600 milliarder kroner, og er stigende med tocifrede procenter år for år. Mere end 2/3 af den omsætning kommer fra produkter og ydelser, som ikke var opfundet eller markedsført for 5 år siden. Og den slags giver pæne overskud – Apple har idag ca 600 milliarder kr stående på bankbøgerne.

Danmark har en befolkning på ca 5,5 millioner, heraf ca 2,7 millioner arbejdsaktive. Den danske økonomi, bruttonationalproduktet, er årligt på ca 1.800 milliarder kroner. Ca tre gange det, Apple laver. Til gengæld har vi et underskud på statsbudgettet på ca 100 milliarder kr. Og har haft lavvækst i årtier.

Det er æbler og pærer. Og alligevel ikke. For i denne tid, hvor politikerne skubber til hinanden for at finde på finansielle løsninger på udgifts- og gældsproblematikkerne, herhjemme og derude, så er det ikke de finansielle løsninger, som kan sikre den fremtidige velfærd i Danmark. Det er, at der er nogen, der er blevet godt uddannede til at knokle på med kreativitet, innovation og dygtighed i markedsføring. Som kan finde på nyt, der har værdi. Som ikke alene ser et liv for sig som lønmodtager, men også har mod på at lave nye virksomheder. Nye sociale strukturer. Nye kulturelle former. Og som har lyst til at gøre det her hos os.

Bannerførerne for det projekt har deres naturlige gang i undervisningsministeriet, kulturministeriet og erhvervsministeriet. Og netop de ministre kunne vi her på kanalen godt tænke os at se blande æbler og pærer sammen med lidt begejstring og nytænkning.

Jeg er nybagt ejer af en postkasse. Der er nemlig kommet en ny lov, der kræver, at jeg skal have sådan en stående ude ved vejen. Love handler om at regulere vores allesammens adfærd til almenvellets bedste. Det er politikernes favoritmåde at gøre verden bedre på. Så det skal man selvfølgelig rette ind efter. Ellers vanker der.

Det er første gang i mit liv, at jeg har udsigt til sådan en kasse fra mit arbejdsværelse. Jeg har levet en hel menneskealder med en sprække i hoveddøren. Og det har fungeret supergodt. Postkasser – det er noget de andre har levet med. Det er derfor også første gang, at jeg har fået lejlighed til at betragte det forhold, der er mellem postbud, post og postkasse. For en hverdags-antropolog som mig er det det tætteste man kan komme på en opdagelsesrejse uden at flytte andet end øjnene.

Som hverdags-antropolog går man rundt med forudindtagelser om, hvordan andre fag opfører sig. Forventningshorisont kalder fagfolk det. Det er bl.a. sådan noget med at man tænker, at bageren vasker hænder inden han ælter dejen, at tømreren bruger en skruetrækker og ikke en hammer til at få skruen ind i bjælken, at postbudet flytter posten fra sin posttaske med henblik på at den skal sikkert ind i mit hjem eller dets nyindkøbte hjem fire meter væk fra hjemmet.

Men forholdet mellem postbud og postkasse er ikke bare et spørgsmål om at putte posten i kassen. Hos mig foregår det sådan her: Min postkasse står ude ved vejen på et par galvaniserede jernrør. De jernrør sigter postbudet efter. Hver dag. Og med sin knallerts forhjul er det nu lykkedes ham at nakke min postkasse. Det tog ikke en uge at få den til at stå skævt. Det er muligt, at det der med vater er noget småborligerligt noget, og at man som antropolog ikke skal blande sig i det, man studerer. Men jeg greb altså ind. Så nu har jeg ikke bare en postkasse på galvaniserede jernrør, men også en postkasse på galvaniserede jernrør i vater med betonforstærket stensætning omkring sig. Den æstetisk bevidste arkitekt kan godt forberede sig på et hjerteslag.

Min postkasse har, som du kan se af billedet, ikke nogen klap, der skal åbnes først. Det er derfor helt enkelt at få posten ned i kassen. Men sådan er forholdet mellem post, postbud og postkasse ikke. Min forudforståelse gik ud på, at et postbud puttede posten ind i postkassen, hvorefter posten landede på bunden af kassen. Godt beskyttet mod vind og vejr inde i sin kasse. Jeg havde forestillet mig, at postkasse var lig med post i kasse. Men sådan er det ikke her i reservatet.

I min post er der altid en avis. Jeg læser nemlig en udenlandsk avis, for at kunne følge lidt med i verden. Lige nu er det Financial Times, som skal hjem til mig. Ofte er der også breve med til mig. Men breve og avis behandles ikke ens af postbudet. Først kommer postbudet breve ind i postkassens sprække. Et samspil mellem sprækkens åbning, postkassens indvendige design og tyngdekraften iøvrigt gør, at brevene lander på bunden af kassen. Avisen derimod stikker postbudet ind i sprækken, sådan at den netop ikke falder ned i kassen men bliver siddende i sprækken. Det er tydeligvis et stykke postbudssemiotik, som kalder på fortolkning. Måske er det et tegn fra ham om at der er post. Måske er det et nationalistisk tegn om at jeg kan rende og hoppe med min udenlandske avis? Måske noget helt tredie? Under alle omstændigheder er det ikke helt nemt at få avisen til at sidde fast i sprækken. Til gengæld giver det god mulighed for at avisen kan blive pladdervåd, når det regner. Og, som særlig bonus, at den kan transportere vand med ind i postkassens indre, således at de ellers tørre breve også kan få glæde af det danske klima.

Som antropolog må man ikke blande sig i sit studieobjekt. Andre antropologer skal jo også have mulighed for at opdage det, man selv har opdaget. Ligesom love bare skal efterleves – uanset hvor sære de forekommer og hvor ringe kvalitet, der følger af dem. Men om lidt får jeg en kammeratlig samtale med postbudet om min længsel efter tør post og trang til postkasser i vater. Der må være noget faglig stolthed og glæden ved veludført arbejde, jeg kan appellere til. Verden og almenvellet bliver i det hele taget bedre, hvis vi i civilsamfundet blander os lidt mere i vores fælles samfunds kvaliteter, er jeg sikker på.